Orientering

Målestoksforhold
Målestokken på turkort er oftest mellem 1:25.000 og 1:100.000. Målestokken angiver antallet af centimeter henholdsvis på kortet og i terrænet. Er målestokken 1:50.000 ved du, at en centimeter på kortet modsvarer 50.000 centimeter i terrænet (500 meter). To centimeter bliver dermed én kilometer osv. Hvis der f.eks. er 28 centimeter på et kort i 1:50.000, svarer det til 14 kilometer i terrænet. Hertil lægger du ca. 20%. Du vil nemlig altid gå lidt længere, end du måler på kortet (stien kan f.eks. bugte sig mere end du kan se på kortet).

Ækvidistance
Ækvidistancen er et udtryk for hvor stejlt terrænet er i forhold til kortet. Ækvidistancen er højde forskellen i terrænet for hver højdekurve markeret på kortet (højdekurverne er som regel tegnet med rødt på kortet). Ækvidistancen varierer fra kort til kort, så husk at tjekke hvad den er på dit kort.

Marchtempo
På en god sti tilbagelægger en voksen person i normal fysik form ca. fire kilometer i timen uden at anstrenge sig specielt. I tæt krat eller meget stejlt terræn kan du måske kun klare en eller to kilometer i timen! De fleste tilbagelægger mellem tre og fire kilometer i timen i normalt terræn med moderat oppakning (omkring femten kilo) både sommer og vinter.

Aktivt brug af kompasset
Når du med hjælp fra kortet og kompasset har fundet den retning du skal, gælder det om at holde kursen. Husk tallet på den kurs du har indstillet kompasset på og koncentrer dig så om følgende: Se i den retning kompasset viser du skal gå (husk at holde kompasset væk fra ting af metal, som kan få kompasset til at vise forkert), udvælg dig et landemærke i den rigtige retning. Det kan f.eks. være en sten, et specielt træ eller en tydelig bæk. Gå hen til dette landemærke, tag kompasset frem, og tjek at det ikke har drejet sig (det er her, du skal huske tallet på kursen). Vælg et nyt landemærke, gå hen til dette, tag kompasset frem igen osv.

Følg stierne
I terræn med stier (som er afmærket på kortet) vil det oftest være hurtigere at følge dem frem for at gå i den lige linje gennem f.eks. tæt underskov. Alternativt kan du følge naturlige skillelinjer som åer, bevoksningsgrænser etc.

Følg med på kortet
I varieret terræn og med et detaljeret kort, er det en god idé at følge med på kortet efterhånden som du kommer frem. Lær dit kort og dets symboler at kende, så du ved hvordan de forskellige landemarker er markeret. Gør det til en vane at tjekke din position når du kommer frem til et tydeligt landemærke, som en å der deler sig, et vejkryds etc.

Indstilling af kompasset til en bestemt marchretning ved hjælp af et kort:

orientering_a



1. Orienter kortet mod nord (drej det så det vender mod nord). Øverst på kortet er som regel med nord. Tjek dog altid med den nordpil der er tegnet på kortet.
orientering_b 


2. Læg kompassets ene side langs linjen mellem startstedet A (hvor du står) og målet B. Marchpilen skal pege mod målet. Marchpilen er den pil som er tegnet forest på kompasset (ikke i kompashuset) og viser hvilken vej du skal gå.
orientering_c


3. Drej kompashuset, så kompasnålens nordende (som regel den røde) ligger over kompashusets nordpil. Aflæs kursen (tallet der står ud for marchpilen) og husk det. 
orientering_d


4. Tag kompasset i hånden og hold det frem for dig (hold det vandret så kompasnålen kan dreje frit, og hold det væk fra ting af metal). Drej dig så kompasnålens nordende ligger over kompasuhusets nordpil, og gå i den retning marchpilen peger. 
orientering_e